Leder: Åbn døren til uddannelsen, stil kravene indenfor

Når en videregående uddannelse knirker, er refleksen næsten altid den samme: stram adgangen. Højere karakterkrav, flere test, færre pladser til dem, der ikke ligner de rigtige kandidater. Jeg mener, at det er at lukke døren i den forkerte ende. Døren skal stå åbnere, og kravene skal stilles inde i uddannelsen, hvor man stadig kan nå at lære nogen noget. Det er mit synspunkt, og jeg vil forsøge at holde det op mod tal og ikke kun mod mavefornemmelser.

Udgangspunktet er en samtale fra Finland. I podcasten Kuuntelija fortæller en finsk lærer på en professionshøjskole, Kimmo Haanpää, der underviser i elektrisk energiteknik, helt ligeud om, hvad han ser i undervisningslokalet: studerende med huller i grundfagene og et system, der efter hans mening producerer papir frem for kompetencer. Det er altså et interview med en finsk underviser fra den finske pendant til professionshøjskolerne, og det er værd at lytte til, også selv om man ikke forstår finsk: hele afsnittet (på finsk). Han har samlet sin pointe i et debatindlæg, som du kan læse her (på finsk). Jeg behøver ikke være enig i hvert ord for at genkende diagnosen: problemet ligger ikke kun ved indgangen, men i alt det, der sker bagefter.

▶

Kilde: Kuuntelija-podcast, professionshøjskolelærer Kimmo Haanpää, 27.9.2026 (på finsk)

I Danmark har vi allerede et adgangssystem, der er mere nuanceret end de fleste. Man søger gennem optagelse.dk i en kort ansøgningsperiode fra 1. februar til 15. marts klokken 12, og man kan komme ind via kvote 1, som er baseret på karaktergennemsnittet, eller via kvote 2, hvor der indgår en skriftlig test og en faglig samtale, og hvor man ikke behøver et bestemt gennemsnit, som det fremgår af Københavns Universitets side om kvote 2. Adgangskvotienten i kvote 1 er blot det laveste gennemsnit, der blev optaget det pågældende år, og den svinger fra år til år. Det er med andre ord en lotteriagtig størrelse for den enkelte ansøger, og mange unge bruger et år på at tage fag op eller vente for at nå op på et tal.

Så hvad sker der med dem, der kommer ind? Danmarks Statistik kunne i en offentliggørelse fra marts 2020 vise, at omkring 70 procent af dem, der startede i 2014, havde gennemført fem år senere på bacheloruddannelserne og de korte og mellemlange videregående uddannelser, mens mellem 22 og 29 procent i de grupper var faldet fra. På de lange videregående uddannelser var frafaldet 12 procent. Det er tal fra en bestemt årgang, og de fortæller ikke hele historien i dag, men de peger på det samme som i andre lande: selv med en streng udvælgelse ved indgangen falder en betydelig del af de studerende fra undervejs. Hver eneste af dem har brugt tid, penge og håb.

Her er Estland et lærerigt eksempel, med de forbehold, der hører til. Landet gennemførte i 2013 en reform, der gjorde det gratis at studere på fuld tid for dem, der følger det forventede studietempo, som Eurydice-netværket under EU-Kommissionen beskriver. Statseksamener spiller stadig en vigtig rolle ved optagelsen, skrev den estiske public service-station ERR, men logikken er en anden: man kommer forholdsvis let ind, og kravene bliver kontrolleret undervejs. Den daværende estiske minister sagde, at de gratis studier havde forbedret adgangen, og Baltic Times refererede, at frafaldet faldt fra 15,6 til 13,6 procent mellem 2013 og 2018, og at andelen, der blev færdige til tiden, steg fra 43,2 til 52,7 procent mellem 2016 og 2019.

Det vil være uærligt at stoppe der. Den estiske rigsrevision, Riigikontroll, vurderede i 2019, at resultaterne af reformen var ujævne. Jeg er enig i kritikken, og netop derfor foreslår jeg ikke at kopiere Estland, men at lære af landet: flere pladser virker kun, hvis det første studieår bliver en ægte udvælgelse med støtte, opfølgning og klare konsekvenser. Det koster penge, fordi det kræver undervisere med tid, vejledning og hyppig vurdering. Men det koster langt mindre end spildet ved en adgangskø, hvor tusindvis af unge holder pause et år for at hæve et gennemsnit med en tiendedel.

Hvad ville en videregående uddannelse så gøre, hvis den mente det alvorligt? For det første ville den give alle studerende adgang til AI-værktøjer, som institutionen vælger og betaler, så forskellen mellem dem, der har råd til et abonnement, og dem, der ikke har, forsvinder. For det andet ville den bygge en fælles vidensbank, hvor de studerendes spørgsmål, de gode svar og materialerne fra hvert fag samles i stedet for at forsvinde ved semestrets slutning. For det tredje ville den give ekstra point til dem, der opbygger nye færdigheder, det være sig et åbent projekt, et certifikat eller et fag uden for planen. Det hænger sammen med, hvad vi har skrevet om AI-agenter og en arbejdsgang, man kan stole på: teknologien hjælper kun, når man ved, hvad man vil måle.

Undervisningen skal også skifte skala. I dag har en underviser store hold og lidt tid. I morgen burde man kunne undervise, som en personlig træner træner: se på den enkelte, finde ud af, hvor det knirker, tilpasse øvelsen og prøve igen. Når teknologien hjælper med at lægge planen for den enkelte studerende, bliver underviseren fri til det, kun et menneske kan, nemlig at motivere, rette tankegangen og stille højere krav. Det er et tema, som også artiklen om AI-udviklingen i næste bølge handler om: omstilling kræver, at man lærer nyt, og det lærer man bedst med en, der følger med.

Så er der vurderingen, hvor samtalen bliver ubehagelig. Hvis en opgave, der skrives hjemme, kan løses på ti minutter af en maskine, så beviser den ikke længere det, den før beviste. Svaret er ikke at forbyde teknologien, men at måle et andet sted: papireksamen i et lokale, hvor personen står alene over for problemet, så man kan se, hvad vedkommende faktisk kan. Bagefter kommer kunstig intelligens ind, men på underviserens side, til at analysere besvarelserne, finde fejlmønstre på holdet og pege på, hvad den enkelte stadig mangler. Papiret måler, maskinen tolker, og underviseren beslutter. Det passer godt med de overvejelser om sociale rettigheder, EU og AI på arbejdsmarkedet: når teknologien ændrer arbejdsmarkedet, bør vi spørge, hvem der skal have gavn af det.

Jeg ser for mig en dimissionsfest med en ny skik. Hver kandidat får ved siden af eksamensbeviset en harddisk på 1 TB med hele skolens fælles forståelse: vidensbanken, de gode spørgsmål, de løste eksempler og de materialer, som generationer af studerende og undervisere har forbedret. Det er ikke et souvenir, men et arbejdsredskab, som vokser sammen med hver enkelt. I en verden, hvor alle har adgang til de samme maskiner, ligger forskellen hos dem, der har den bedste fælles hukommelse og ved, hvordan den bruges.

Derfor siger jeg, at denne madpakke vil give arbejdslivet nye kort på hånden. I dag tilhører de bedste startpladser dem, der havde den rigtige baggrund, den rigtige lærer og den rigtige familie. Med en uddannelse, der åbner døren, følger tæt, vurderer ærligt og giver hver kandidat en vidensbank med på vejen, bliver kortene delt ud på ny. Den, der kommer fra en lille skole eller en landsdel uden store virksomheder, møder op til bordet med en hånd, der kan måle sig.

Jeg skriver det med tanke på undervisere som manden i interviewet, der ser problemerne hver dag og sjældent bliver hørt, og med en vision om et Finland, og et Europa, hvor skolen tjener dem, der lærer, og ikke kun dem, der driver den. Hvis Estland kan få et system, hvor man både kommer ind og lærer noget, og hvis Haanpää-typerne på vores skoler kan arbejde med moderne værktøjer og mindre bureaukrati, kan jeg ikke se, hvorfor Danmark ikke skulle prøve. Hvor meget af vores adgangssystem er i virkeligheden bare en kø? Jeg vil gerne høre, hvad du mener.