Paris’ gader som slagmark – småvirksomheder får regningen

Vold og udgangsforbud rammer de erhvervsdrivende, som ikke har skabt krisen, mens Frankrigs egentlige problem er en offentlig sektor, der må reformeres modigt og med kunstig intelligens.

Brændte skoler, plyndrede butikker og udgangsforbud er ikke protest, men ødelæggelse, og regningen lander hos skoleelever, politifolk og småvirksomheder. Frankrig må reformere sin offentlige sektor – modigt og med kunstig intelligens som værktøj.

Paris’ romantiske gader, som mange danskere forbinder med caféer, boghandlere og aftenture, har i dette efterår lignet en slagmark. Skoler er sat i brand og plyndret, butiksruder smadret og biler stukket i brand, og omkring 760 politifolk er kommet til skade. Ifølge det franske justitsministerium var der frem til den 9. oktober registreret 6.877 anholdelser, og 86 procent af dem vedrørte mindreårige. Det kan ikke kaldes en demonstration. At brænde en skole af reparerer ikke ét eneste klasseværelse, det tager tværtimod undervisningen fra netop de unge, i hvis navn der hærges i gaderne. Vold og hærværk skal fordømmes klart og uden et eneste men.

Bevægelsen begyndte i midten af september på skoler i Paris’ forstæder, og de oprindelige krav var jordnære: mindre klasser, bygninger i ordentlig stand og en lærer, der faktisk er til stede. De krav kunne være fremført fredeligt, og mange gjorde netop det. I begyndelsen af oktober spidsede situationen imidlertid til. Den 8. oktober klatrede studerende op ad søjlen på Bastillepladsen, og venstrefløjspolitikeren Jean-Luc Mélenchon erklærede Bastillen for generobret. Revolutionsromantik er farligt brændstof, når der står mindreårige på gaden. Godt tyve sager om politiets magtanvendelse er under efterforskning, og i én af dem mistede en 15-årig sin hånd. De sager skal opklares til bunds, for en retsstat måles også på, hvordan den kontrollerer sin egen magtanvendelse. Det ændrer dog ikke det grundlæggende: Ro og orden skal genoprettes.

Bevægelsen har bredt sig til Belgien og Italien, og den 17. oktober blev der i Frankrigs gader også demonstreret mod leveomkostningerne og brændstofpriserne, på en måde der minder om De Gule Vestes tid. I weekenden den 18.–19. oktober indførte flere byer udgangsforbud. Her sendes regningen videre til de erhvervsdrivende, som ikke har skabt situationen. Når et kvarter lukkes for aftenen, mister caféen aftenens omsætning, restauranten smider råvarerne ud, købmanden på hjørnet gør kassen op uden en eneste handel, og frisøren aflyser sine kunder. Huslejen, lønnen og afdragene på lånene venter ikke. Det leder uundgåeligt tankerne hen på coronarestriktionerne, hvor småvirksomheder bar en uforholdsmæssig stor del af prisen for nedlukningen af samfundet, og hvor mange virksomheder aldrig kom på benene igen. Nu gentager det sig uden en virus: Forretningen går i stå, fordi gaderne ikke er sikre. Derfor er en egen likviditetsbuffer den erhvervsdrivendes første forsikring, også i Europas mest stabile lande.

Det sværeste spørgsmål er samtidig det enkleste: Hvad har ejeren af en lille butik gjort forkert? På videoer fra gaderne smadrer unge ruderne i små tøjbutikker og andre forretninger og bærer varerne ud fra hylderne. En forretning, der er bygget op gennem års arbejde, mister på en enkelt aften sit udstillingsvindue, sit varelager og som minimum et beløb svarende til forsikringens selvrisiko, og ingen forsikring erstatter den tabte tillid til, at kvarteret er trygt. Disse erhvervsdrivende bestemmer hverken klassestørrelser eller skolebygningernes stand. De bærer en af Europas tungeste skatte- og afgiftsbyrder, som finansierer netop de skoler, man hævder at marchere for. Skaden er derfor dobbelt: Først finansierer butiksejeren systemet med sine skatter, og bagefter betaler samme butiksejer for systemets fiasko med sine smadrede ruder. Hvis oprøret har et budskab, bør det rettes mod beslutningstagerne, ikke mod købmanden på hjørnet.

Bag det hele ligger en struktur, som forklarer frustrationen, men ikke retfærdiggør volden. Ifølge Frankrigs statistikinstitut INSEE udgjorde de offentlige udgifter sidste år omkring 57 procent af bruttonationalproduktet, underskuddet på de offentlige finanser omkring 5 procent og gælden omkring 116 procent. Den offentlige sektor beskæftiger omkring 5,9 millioner mennesker, cirka en femtedel af alle beskæftigede. Alligevel er arbejdsløsheden steget til omkring 8 procent, det højeste niveau i årevis, og blandt de 15–24-årige er omkring 21 procent uden arbejde. Frankrig mangler altså hverken offentlige penge eller offentligt ansatte. Det, der mangler, er effektivitet: Pengene bliver hængende i administrationens strukturer og når hverken frem til klasseværelset i forstaden eller til den unges første job. Premierminister Sébastien Lecornus mindretalsregering har lovet omkring 3.000 vikarlærere, hvilket er den rigtige gestus, men ikke ændrer strukturen, og præsidentvalget i april 2027 gør store reformer vanskelige netop når der er mest brug for dem.

Ærligt talt venter der Frankrig en endnu hårdere omstilling. Når landet for alvor begynder at udnytte kunstig intelligens og skærer i kontorarbejdet i den offentlige sektor, vil arbejdsløsheden sandsynligvis stige, før den vender og falder. Behandling af blanketter, rapportering og forberedelse af rutineafgørelser er præcis den slags arbejde, som kunstig intelligens klarer hurtigere og billigere. Det nytter ikke at tale udenom med pæne ord. Samtidig er det en mulighed, Frankrig ikke har formået at gribe i årtier: Når administrationens papirarbejde automatiseres, frigøres der penge og mennesker til de steder, hvor maskinen ikke erstatter nogen. Frankrig kunne ansætte flere lærere, gøre klasserne mindre og satse på erhvervsuddannelserne, uden at gælden vokser yderligere. At flytte ressourcerne fra administrationen til klasseværelset er præcis den reform, skolerne efterspørger, men den opstår ikke på barrikaderne, den opstår gennem beslutninger.

Den samme teknologi er småvirksomhedens værktøj. AI-bølgen er ikke kun et spil for bestyrelseslokalerne i de store koncerner: En AI-assistent klarer enkeltmandsvirksomhedens kundeservice, forarbejdet til bogføringen og markedsføringen til en pris, som for få år siden ville have krævet en lønnet medarbejder. For resten af Europa er urolighederne i Frankrig en advarsel. Et stabilt og forudsigeligt EU, der holder orden i de offentlige finanser, er den lille erhvervsdrivendes bedste sikkerhed, fordi investeringer og kunder søger derhen, hvor næste uge ligner denne. Mikroiværksætteren bør gøre tre ting nu. For det første: Hold forretningen så let, at kursen kan lægges om, når markedet eller sikkerhedssituationen ændrer sig. For det andet: Tag kunstig intelligens i brug på en måde, hvor tillid og tempo følges ad. Og for det tredje: Forbered virksomheden på forstyrrelser med en likviditetsbuffer, onlinesalg og en forretningsmodel, der klarer nogle få lukkede aftener uden at gå konkurs. Iværksætteren kan ikke vælge, om bilerne i nabogaden brænder, men kan vælge, om virksomheden overlever det.

▶

At brænde en skole af reparerer ikke ét eneste klasseværelse, det tager tværtimod undervisningen fra netop de unge, i hvis navn der hærges i gaderne.

Først finansierer butiksejeren systemet med sine skatter, og bagefter betaler samme butiksejer for systemets fiasko med sine smadrede ruder.

Kilder

• INSEE – Institut national de la statistique et des études économiques — Frankrigs statistikinstitut: offentlige udgifter, underskud, gæld, offentlig beskæftigelse og arbejdsløshed
• Ministère de la Justice — Det franske justitsministerium: tal for anholdelser frem til den 9. oktober
• Students face riot police as protests over school conditions escalate in France • FRANCE 24