Paris’ gader er blevet en kampplads – regningen lander hos virksomhederne

Nedbrændte skoler, plyndrede butikker og udgangsforbud er ikke protest, men ødelæggelse, og volden skal fordømmes klart. Regningen lander hos elever, politibetjente og virksomheder – fra nærbutikken til de store butikskæder. Frankrig må reformere sin offentlige sektor med hjælp fra kunstig intelligens og med mod.

Paris’ romantiske gader, som så mange besøgende husker for caféer, boghandlere og aftenture, har dette efterår lignet en krigszone. Skoler er blevet stukket i brand og plyndret, butiksruder er blevet knust, biler er sat i brand, og omkring 760 politibetjente er kommet til skade. Ifølge det franske justitsministerium var der frem til den 9. oktober foretaget 6.877 anholdelser, og 86 procent af de anholdte var mindreårige. Det kan ikke kaldes en demonstration. At brænde en skole ned sætter ikke et eneste klasseværelse i stand; det fratager netop de unge undervisning, i hvis navn gaderne bliver hærget. Vold og ødelæggelse skal fordømmes klart og uden et efterfølgende »men«.

Bevægelsen begyndte i midten af september på skoler i Paris’ forstæder, og dens oprindelige krav var ganske jordnære: færre elever i klasserne, bygninger i ordentlig stand og en lærer, der faktisk møder op. De krav kunne være blevet fremsat fredeligt, og det var der også mange, der gjorde. I begyndelsen af oktober eskalerede situationen imidlertid. Den 8. oktober klatrede elever op på søjlen på Place de la Bastille, og venstrefløjspolitikeren Jean-Luc Mélenchon proklamerede, at Bastillen var generobret. Revolutionsromantik er farligt brændstof, når mindreårige befinder sig ude på gaden. Omkring tyve sager om politiets magtanvendelse er under efterforskning. I en af dem mistede en 15-årig en hånd. Sagerne skal undersøges til bunds, for en retsstat bliver også bedømt på, hvordan den kontrollerer sin egen magtanvendelse. Intet af dette ændrer ved det grundlæggende: Ro og orden skal genoprettes.

Bevægelsen har bredt sig til Belgien og Italien, og den 17. oktober gik folk også på gaden i Frankrig for at protestere mod leveomkostningerne og brændstofpriserne i scener, der mindede om de gule vestes tid. I weekenden den 18.–19. oktober indførte flere byer udgangsforbud. Det er her, regningen bliver sendt videre til virksomheder, som intet har gjort for at skabe situationen. Når et kvarter bliver lukket ned om aftenen, mister caféen aftenens omsætning, restauranten smider sine råvarer ud, nærbutikken gør en tom kasse op, og frisørsalonen aflyser sine kunder. Husleje, lønninger og afdrag på lån lader sig ikke sætte på pause. Det samme gælder de store aktører: Butikskæder og stormagasiner lukker tidligt, sætter plader for vinduerne, hyrer ekstra vagter og bringer deres medarbejdere i sikkerhed, mens indkøbscentre helt mister aftenhandlen. Plyndringer og hærværk vil snart kunne mærkes på forsikringspræmierne i hele detailhandlen. Parallellen til coronarestriktionerne er umulig at overse. Dengang bar virksomhederne en uforholdsmæssig stor del af omkostningerne ved at lukke samfundet ned – mindre virksomheder ofte helt frem til konkursen og de store kæder gennem hjemsendelser og lukkede butikker – og mange kom aldrig på fode igen. Nu sker det samme uden en virus: Handlen går i stå, fordi gaderne ikke er sikre. Derfor er en egen likviditetsbuffer en iværksætters første sikkerhedsnet, selv i Europas mest stabile lande.

Det sværeste spørgsmål er samtidig det enkleste: Hvad har disse virksomheder gjort forkert? Videoer fra gaderne viser unge, der smadrer ruderne i både små tøjbutikker og kædebutikker og bærer varerne væk fra hylderne. En butik, der er bygget op gennem mange års arbejde, mister på en enkelt aften sin vinduesudstilling, sit varelager og mindst det beløb, der svarer til selvrisikoen på forsikringen. Ingen forsikring kan genskabe den tabte tillid til, at gaden er et sikkert sted. En plyndret kædebutik betyder butiksansatte, der frygter deres næste vagt, lukkede filialer og omkostninger, der ender i priserne for alle forbrugere. Ingen af disse virksomheder bestemmer klassernes størrelse eller skolebygningernes stand. De bærer en af Europas tungeste byrder af skatter og sociale bidrag, som finansierer netop de skoler, demonstranterne hævder at kæmpe for. Skaden er derfor dobbelt: Først finansierer en virksomhed systemet gennem sine skatter, og bagefter betaler den for systemets svigt med sine knuste ruder. Hvis oprøret har et budskab, bør det rettes mod magthaverne, ikke mod butikkerne.

Bag det hele ligger en struktur, som forklarer frustrationen, men ikke retfærdiggør volden. Ifølge INSEE, Frankrigs nationale statistikinstitut, udgjorde de offentlige udgifter sidste år omkring 57 procent af BNP, det offentlige underskud omkring 5 procent og gælden omkring 116 procent. Omkring 5,9 millioner mennesker arbejder i den offentlige sektor, hvilket svarer til omtrent hver femte beskæftigede. Alligevel er arbejdsløsheden steget til omkring 8 procent, det højeste niveau i årevis, og omkring 21 procent af de 15–24-årige står uden arbejde. Frankrig mangler hverken offentlige penge eller offentligt ansatte. Det, landet mangler, er effektivitet: Pengene bliver i de administrative strukturer og når aldrig frem til klasseværelset i forstaden eller den unges første job. Premierminister Sébastien Lecornus mindretalsregering har lovet omkring 3.000 vikarierende lærere. Det er et skridt i den rigtige retning, men ingen strukturel forandring, og præsidentvalget i april 2027 gør store reformer vanskelige netop på det tidspunkt, hvor der er allermest brug for dem.

En endnu vanskeligere omstilling venter Frankrig forude. Når landet tager kunstig intelligens mere effektivt i brug og skærer ned på kontorarbejdet i den offentlige sektor, vil arbejdsløsheden sandsynligvis stige, før den begynder at falde. Behandling af offentlige blanketter, udarbejdelse af rapporter og forberedelse af rutineafgørelser er netop den slags arbejde, som AI klarer hurtigere og billigere. Det nytter ikke at pakke det ind i fine ord. Samtidig er det en mulighed, Frankrig i årtier har undladt at gribe: Når det administrative papirarbejde bliver automatiseret, frigøres penge og medarbejdere til de steder, hvor ingen maskine kan erstatte et menneske. Frankrig kunne ansætte flere lærere, reducere klassernes størrelse og investere i erhvervsuddannelser uden at øge sin gæld yderligere. At flytte ressourcer fra administrationen til klasseværelset er præcis den reform, skolerne efterlyser, men den bliver skabt med beslutninger, ikke med barrikader.

Den samme teknologi er også et redskab for erhvervslivet. AI-boomet er ikke et spil, der er forbeholdt de store koncerner: En AI-assistent kan tage sig af en enkeltmandsvirksomheds kundeservice, det forberedende arbejde til bogføringen og markedsføringen til en pris, der for bare få år siden ville have krævet, at man ansatte en medarbejder. For resten af Europa er urolighederne i Frankrig en advarsel. Et stabilt og forudsigeligt EU, som holder orden i sine offentlige finanser, er den bedste beskyttelse, virksomhederne har. Investeringer og kunder søger nemlig derhen, hvor næste uge ser ud til at ligne denne. Især de mindre virksomheder bør gøre tre ting nu. For det første skal de holde virksomheden så smidig, at det er muligt at skifte kurs, når markedet eller sikkerhedssituationen ændrer sig. For det andet skal de indføre AI på en måde, der lader tillid og tempo følges ad. Og for det tredje skal de forberede sig på driftsforstyrrelser: en likviditetsbuffer, onlinesalg og en forretningsmodel, der kan klare nogle aftener med lukkede døre uden at gå under. En virksomhedsejer kan ikke vælge, om bilerne i den næste gade går op i flammer, men kan vælge at bygge sin virksomhed, så den kan modstå følgerne.

▶

At brænde en skole ned sætter ikke et eneste klasseværelse i stand; det fratager netop de unge undervisning, i hvis navn gaderne bliver hærget.

Først finansierer en virksomhed systemet gennem sine skatter, og bagefter betaler den for systemets svigt med sine knuste ruder.

At flytte ressourcer fra administrationen til klasseværelset er præcis den reform, skolerne efterlyser, men den bliver skabt med beslutninger, ikke med barrikader.

Kilder

• Euronews – Teen revolt or revolution? The student protests threatening France’s presidential race (11 October 2026)
• INSEE – Frankrigs nationale institut for statistik og økonomiske studier — Tal for offentlige udgifter, underskud, gæld, beskæftigelse i den offentlige sektor og arbejdsløshed
• Students face riot police as protests over school conditions escalate in France • FRANCE 24